8. september 2016
Den gamle Digegreves Gård i Østerende Ballum
Vi mødtes 11 kvinder på Klægager - Den gamle Digegreves Gård i Østerende Ballum. Gården drives i dag af Ruth og Christian Lorenzen både som B&B Hotel, og de nyrenoverede lade / staldbygninger bruges til fest, kursus, møde eller kulturarrangementer. Ruth og Christian fortalte om Klægagers forvandling fra en stor marsk og slægtsgård til et aktivt og velbesøgt overnatnings og aktivitets sted for både private og offentlige grupper.
RealDania var den første fond, som blev involveret i restaureringen af gården, ligesom Klægager også var med i det store Mærsk projekt med renoveringen af Østerende / Vesterende Ballum for omtrent 23 mio. DKK.
Klægager fremstår i dag som en firlænget stråtækt vestslesvigsk gård. Gården er et dynamisk kulturcenter i området og viser på smukkeste vis, hvad der kan komme ud af gode og spændende idéer forenet med en rundhåndet fondsdonation.
Ruth serverede en lækker anretning for os, hvor vi også smagte råvarer fra egnen: rejer fra Rømø, marsk lam, Højer pølser, solæg, hjemmelavet pickles og blommechutny. Absolut lækkert!
Vejret var med os, en perfekt sensommeraften, som afsluttedes med besøg i Anettes og Else Pias huse i Vesterende Ballum. Anettes – undertegnedes hus - var også med i restaureringspuljen.
Sensommerhilsner
Anette Jensen